"Tro er for mennesker med dødsangst"

Sådan siger en meget anerkendt britisk forsker, Stephen Hawking - du kan se artiklen her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/419067:Kirke---tro--Forsker--Religion-er-for-mennesker-med-doedsangst .
Tro er for dem, som ikke kan bære tanken om, at efter livet, så er alt sort! Tro er kort sagt en illusion for sarte, bange sjæle!
Måske er det sådan nogen gange? Jeg tænker i hvert fald selv engang imellem, hvor frygtelig tomt livet ville virke, hvis det bare sluttede, når mit hjerte ikke længere slog. Jeg kan godt forstå mennesker, som er religiøse, fordi de frygter efterlivet. Jeg kan godt forstå, at man på sine ældre dage hellere må sikre sig, og bede til en eller anden - i hvert fald bare prøve det af! Men jeg må samtidig ærligt indrømme, at dét ikke er årsagen til, at jeg er kristen.
Jeg er kristen, fordi jeg har haft et livsforvandlede møde med Jesus Kristus!

Hvad mener jeg så med et livsforvandlende møde? Jeg har egentlig altid troet, eller i hvert fald haft fornemmelse af, at der var mere mellem himmel og jord, end man kan se. Min mor har altid været troende kristen - så det har naturligvis påvirket mig. Derudover kommer jeg også fra en slægt og en kultur, hvor man var ret overbevidst om, at verden er mere end det, man ser. Man var nærmest lidt halvmærkelig, hvis man ikke troede på spøgelser etc. Nogen fra min familie så døde mennesker, andre snakkede med dem, og enkelte kunne fornemme, når nogen i deres nære omgangskreds skulle dø. Jeg har altså altid haft det ret naturligt med det hinsides. Men samtidig har Jesus ikke betydet specielt meget for mig!

Om man var kristen, muslim, hindu etc. var egntlig underordnet. Egentlig kom det hele an på det samme - det var sådan lidt [pateyto] [potato], hvis I forstå hvad jeg mener.

Men på et tidspunkt tog mit liv en drastisk drejning! Jeg indså tomheden i mit liv. Jeg så hvor meningsløst det var bare at feste hver weekend, og glæde sig til næste bal. Jeg kæmpede en del indre kampe med selvværd, identitet og druk. Og på et tidspunkt besluttede jeg mig for at lægge mit liv fuldstændig om. Jeg holdt op med at drikke, og begyndte at gå til kristne møder. Efter at have været sammen med de kristne i et stykke tid, begyndte jeg at se anderledes på mig selv. Jeg hørte dem fortælle om en Gud (den samme Gud, som jeg havde troet på som barn), der elskede mig! Og samtidig så jeg, at jeg havde behov for en frelser. Jeg indså, at jeg ikke kunne lægge mit liv om selv - ikke radikalt i hvert fald. Men Jesus greb ind i mit liv, og han lod mig genføde. Jeg blev simpelthen født på ny!

Hvad vil jeg sige med det her? Jeg vil sige, at for mig personligt er Jesus ikke bare skyggeven og en nødbremse. Og han er slet ikke kun noget, der først bliver en virkelighed for mig efter døden. Jesus er allerede her og nu mit liv og min fremtid.

Hvordan være kirke?

Når man er et nyt menighedsfællesskab som vi er i Søhøjlandets Valgmenighed - er der masser af ting, man skal finde ud af. Også noget så grundlæggende som spørgsmål omkring hvad det overhovedet vil sige at være kirke...

De fleste af os har en masse billeder i vores hoveder omkring hvordan en "rigtig" kirke er. Nogle af billederne er:

• En rigtig kirke har i en "rigtig" kirkebygning!
• En rigtig kirke, er meget liturgisk bevidst!
• En rigtig kirke er en kirke med masser af varm lovsang.
• En rigtig kirke er en kirke, der har styr på alle teologiske detaljer.
• En rigtig kirke er tiltrækkende for unge.
• En rigtig kirke skal afspejle verden omkring os.
• Etc.

Der er forskellige årsager til, at vi har sådanne billeder. Vi er påvirkede af vores opvækst. Vi er påvirkede af de forskellige kirkelige sammenhænge vi tidligere er kommet i, eller stadig kommer i. Vi er påvirkede af venner og bekendte. Og vi er påvirkede af kirkelige tendenser i tiden.

Én måde at anskue kirken på, er at den er i konkurence med den gense kultur. Og derfor skal vi overbyde kulturen i alle ting. Dvs. vi skal levere federe musik, federe teknik, federe fællesskaber, federe...

Neturligvis er der intet galt i at glæde sig over at komme i kirke. Og selvfølgelig er der intet galt i at musikken er god etc. Men det er ikke det, der definerer om vi har med en god eller dårlig kirke at gøre - vel???
Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om nogen skriftpassage, der fortæller mig, at mennesker opsøgte Jesus - fordi han var så god til at synge! Det var noget andet, Jesus havde at tilbyde!

Kirken er ikke vores kvaliteter og vores arrangemeneter! Kirken er ikke vores dygtighed og succes! Kirken er ikke vores bygning og ressourcer! Kirken er os!
Skriften siger om Jesus, at han blev kød og tog bolig iblandt os! Lidt på samme måde siger skriften om os - om kirken. Den siger, at vi er hans (Jesu) legeme! Vi er Guds udtryk! Dvs. kirken er mig og dig - og det fællesskab vi har sammen.
Dvs. det er kirken, der er i funktion, når du er på din arbejdsplads og udfører dit arbejde! Kirken er i funktion når du er på café med konen. Kirken er i funktion, når du henter din datter i børnehaven. Og kirken er i funktion når du mødes med dine brødre og søstre i ånden til gudstjeneste søndag formiddag.

Kirken er hvor troen er!!!

Men hvad så med kirkens opgave? Der er jo en grund til, at vi ønsker den attraktiv og tiltalende. Det er naturligvis fordi, vi ønsker at mange kommer til gudstjeneste og hører om Jesus - og bliver frelste!
Skriften siger: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« " Kirkens mission er at udbrede evangeliet! Vores opgave er at at skabe et møde mellem menensker og Gud, så de kan blive hans disciple!
Og den mission øsnker vi naturligvis at opfylde - også til vores gudstjenester. Men er vores gudstjeneste ikke først og fremmest i hverdagen? Er det ikke først og fremmest bag hjemmets fire vægge, på arbejdspladsen, i skolen etc., at vi tjener Gud?
Jo, derfor er det også først og fremmest dér vi udlever missionsbefalingen! Og det gør vi ved at bekende troen på Jesus, vidne om evangeliet og dens indflydelse på vores liv - og at elske Gud og vores næste!!!

En ægte kirke ønsker altså Jesus ud af bygningen, så at sige :) Jesus er med i dagligdagen! Helligånden er virksom i naboskabet og hos købmanden.
Dette udfordrer den måde vi har gudstjenester og kernegrupper på! Vi er naturligvis kirke ligeså meget dér, som på gaden - men dér gør vi det på en særlig måde! Dér er vi "stille for Gud", som der står i salme 37! Dér trækker vi os tilbage, og samles om evangeliet og Guds ord! De her fællesskaber blir en slags tank- og servicestationer, hvor vi standser op for at fylde på, og blive inspirerede til et kirkeliv i dagligdagen.

Jeg tror, at Gud ønsker missionale menigheder! Jeg tror, han ønsker kirker, der er virksomme 24/7 søndag til søndag! Og ind imellem kalder han os til retræte, han kalder os op på Tabor bjerg ligesom han gjorde det ved Peter, Jakob og Johannes. Han kalder os ind i stilheden, hvor vi ikke yder, men hvor vi fylder på af hans nåde og vejledning - og får kraft til at leve et liv i gudstjeneste!

At være missional kirke og missional kristen vil sige, at vi lever af Guds nåde - ja, nåden alene. Og i Guds nåde stræber vi efter at følge i vores mesters fodspor og elske, som han elskede.
Dvs, vi møder mennesker hvor de er - i de situationer, de er i. Og lige præcis dér, kirker vi! Lige præcis der, elsker vi! Hvis der er nogen der sulter, gir vi mad! Er der nogen der er ked af det, trøster vi! Er nogen forladte og ensomme, tilbyder vi autentiske venskaber. Og ind i alle relationer er vi Guds udsendinge og vidner. Vi deler ud af det, vi selv har fået tilbudt! Vi forkynder det evangelium, som har sat os fri! Og således vokser kirken.

Hvad vil det sige, at være kirke?
Det vil sige at være Jesu krop! Kirken er en hverdagsting, hvor disciple tjener ved at prise og elske deres Gud - og ved at tjene og elske deres næste!
Og kirke er en retræteting, hvor kristne samles for at suge til sig af Guds nåde - og blive udfordrede og inspirerede af Guds ord til et liv i hans tjeneste.

En rigtig kirke er en samling mennesker, som har mødt Jesus - og har taget imod hans nåde. Og som nu lever deres liv i hans tjeneste.

Vi har brug for fester...

På søndag skal vi fejre Klaras, Nikolajs, Leas og Emilies konfirmationer. Det er en dag, som gerne skal blive helt vildt festlig - og som helst skal kunne lagres som et fantastisk minde til eftertiden.

Vi mennesker har brug for højdepunkter! Vi har brug for at feste og gøre noget helt særligt ud af situationen. Vi har brug for øjeblikke, hvor vi har ekstra pænt tøj på! Hvor maden er endnu bedre end normalt! Hvor stemningen ikke er almindelig, men gerne rigtig god (så den skaber lykkefølelse).
Vi har brug for disse fester - disse øjeblikke! Vi har brug for det ekstra pift - og den særlige markering!

Men på et tidspunkt, behøver vi det ikke længere!
Engang, vil hele vores eksistens være overlykkelig!
Engang vil alt være ekstra og særlig lækkert!
Når vi kommer hjem!

Men indtil videre - Lad os holde fast i festerne, og suge til os af de øjeblikke, hvor vi gør noget ekstra ud af det. Og lad os indvendigt lade disse øjeblikke fortælle os, at det her blot er en forsmag på hvor fantastisk godt det skal blive derhjemme!

Alanis Morisette's 90'er klassiker tager udgangspunkt i et liv præget af lykkeønsker - men at nogle gange er skæbnen os bare imod. Nogen gange er det hele bare ironisk!
Det er når man endelig møder drømmemanden, og lige efter præsenteres for hans smukke kone!
Det er, når man mangler en kniv, når der kun er skeer i skuffen!
Det er, når manden med flyskræk endelig får taget sig sammen til at flyve - og så styrter flyet!
Sangen er en karikatur af den virkelighed vi lever i! Vi kender idealerne; men de kan aldrig opnås 100%! Vi har drømmene, men så snart de blir opfyldt, er der noget andet, der mangler. Sådan er vi bare som mennesker. Filosoffen Martin Heidegger siger, at det skyldes, at vi har en universel unheimlichkeit-følelse! Altså, en følelse af u-hjemlighed! Det er som om, at vi aldrig for alvor falder til - og falder til ro! Så skal væggene males igen, møblerne flyttes! Konen få fedtudsugning - og manden ta på husholdningsskole! Alt sammen for at forsøge at dække vores unheimlichkeit!
For kristne er der ikke noget mærkeligt ved denne følelse. Vi kender til beretningen om syndefaldet! Vi ved, at den verden vi lever i nu ikke er den bedste af alle verdener! Vi ved, at Jesus har det bedste i vente for os. Derfor glæder vi os til at komme hjem!
En dag - en virkelig skøn dag - vil vi være hjemme. Og vores unheimlichkeit-følelser vil stilne af!
En dag vil hver dag være som den bedste af alle fantastiske fester!

Jesus opgiver ikke, selv om vi mister modet...

Inden gudstjenesten... (2 s. e. påske)

I dag var Laila, børnene og jeg taget til gudstjeneste i randers i Kronjyllands Valgmenighed (http://www.kvm-randers.dk/). Præsten, Peter Kofoed Herbst, prædikede ikke over søndagens tekst; men tog i stedet udgangspunkt i en anden påskerelateret tekst, nemlig fra Luk 24 - fortællingen om de to Emmaus-vandrere!
Her sagde Peter noget indledningsvis, som virkelig talte stærkt til mig. Han sagde, at her ser vi to personer, som har forladt det kristne fællesskab - de har forladt menigheden. Deres drømme er knuste. Håb og forventning er afløst af tvivl og mismod. Men disse mennesker valgte Jesus at slå følge med!
Det kunne være, at vi villa lade sådanne personer fare i vores fællesskaber. Det kan være, at vi ville opgive dem. Men Jesus gør ikke! Han slår følge med dem - også selv om de ikke kan se hvem han er - og han underviser dem udfra Guds ord, om hvem han er.

Om ikke så længe har vi 2. søn. efter påske. Og til den søndag er evangelieteksten om Jesus som den gode hyrde. Hvad kendetegner den gode hyrde i evangelieteksten? At han sætter sit liv til for fårene! Kender du en bonde, som vil give sit liv for en af sine søer? Eller en landmand, som hellere lod slagteren tage landmanden selv under slagtekniven, end oksen? Sandsynligvis ikke! Men sådan en hyrde er Jesus!
Han er anderledes! Han er provokerende! Han er fantastisk opofrende og kærlig!

Her er en video, som handler om en mellemøstlig hyrde. Hyrderne, som var rundt omkring i Israel, dengang Jesus proklamerede, at han var den gode hyrde, har sikkert været hyrder på en lignende måde som denne.

Apostolsk succession

På søndag (d. 1. maj '11) er det første søndag efter påske. Søndagens evangelietekst er fra Johannesevangeliet kapitel 20,19-31. Der står bl.a. følgende:

»Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Jeg tænker at ovenstående i allerførste omgang er talt til apostlene, og handler om deres autoritet. Men dernæst handler det også om den apostolske succesion (den apostoslke videreførelse, eller arvefølge). Det er et begreb vi ofte forbinder med den romerks katolske kirke. Og slår man op i leksikons, står der ofte, at ved reformationen blev den apostolske succesion afbrudt mange steder, bl.a. i Danmark. Men det passer ikke!

I katolsk tankegang handler den apostolske succession om, at Kristus ordinerede apostlene, som ordinerede de første biskopper - og siden hen er successionen fortsat ved ordinationer af præster rundt omkring i verden op igennem historien - ved at biskoppperne ved håndspålæggelse, har indsat dem til tjeneste. Men successionen handler da ikke om menneskelig håndspålæggelse, men om Guds udvælgelse og kald. Dér, hvor vi kan se, at successionen er fortsat, er ikke dér, hvor man kan påvise en ubrudt række af biskoppelige håndspålæggelser - men derimod dér, hvor man kan se evangeliets fane løftet højt!

Bisbelsk set betyder successionen, at Kristi og apostlenes lære er videreført - at evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret.

Kirken har modtaget Helligånden - og vi har fået mandat til at tilgive, og nægte at tilgive synder. Det betyder, at vi er ordinerede til at forvalte Guds evangelium, og dele det ud til enhver, som vil tage imod det. Alle og enhver, som indser sit behov for frelseren - kan vi frit og åbent forkynde syndernes forladelse for.

Fred være med jer!

Konfirmation

Snart skal Klara, Emilie, Lea og Nikolaj konfirmeres. Det sker til gudstjenesten d. 15. maj.
De blev alle sammen døbte som spæd, og ønsker nu offentligt at bekende og bekræfte deres tro.
Konfirmationen er en gammel tradition. Men mens man i de katolske kirker opaftter konfirmationen som et sakramente, opfatter vi den som en offentlig bekendelse og bekræftelse i forhold til et andet sakramente, nemlig dåben. Mange lutheranere bliver døbte som små, og derfor vælger de at lade sig konfirmere som unge. Derved understreger man, at det man blev døbt til som baby, stadig gør sig gældende.
Konfirmationsgudstjenesten foregår i Gjern Idræts- og Kulturcenter kl 10.30 d. 15. maj.

Her kan du se lidt af en konfirmationsgudstjeneste fra en luthersk kirke i USA.
2010 Rite of Confirmation for Young Adults at St. Paul Lutheran Church from St. Paul Lutheran Church on Vimeo.

Skærtorsdag

Skær er det gl. nordiske ord for ren. Og det spiller på, at det var denne dag, at Jesus vaskede sine disciples fødder. På engelsk hedder dagen bl.a. Maundy Thursday. Maundy kommer af det latinske mandatum, som er det første ord i Johs 13,34 i den autoriserede katolske bibel Vulgata. På dansk lyder verset: "Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden." Her er det altså det nye bud, budet om kærligheden, som kendetegner dagen. Og endelig fejrer vi også skærtorsdag pga., at det var på denne dag, at nadveren blev indstiftet.

Det, denne dag skal minde os om, er at Jesus, vores herre og mester, kom som vores tjener. Og ligesom han ydmygede sig og blev som en træl (det var trællens opgave at vaske gæsternes fødder), således skal vi ydmyge os, og være som tjenere for hinanden. Derfor skal vi naturligvis elske hinanden, og lade det være det, der kendetegner vores fællesskab i hjemmet, kirken, kernegruppen osv.

Jesu ypperste tjeneste for os var, at han gav sit liv for os, for at vi aldrig skal rammes af syndefaldets konsekvens. Det er frugten af denne tjeneste vi spiser og drikker, når vi er til alters. Vi spiser det offer, som han bragte i vores sted. Og vi drikker det blod, som er en renselse for al synd og uretfærdighed.

Glædelig skærtorsdag!